29. november 2011 - 10:30
Nogen gange skal jeg næsten knibe mig selv i armen, for at gøre
mig selv klar over, at denne her flyvende
bobbel, jeg lever i, er virkelighed. Jeg lever et liv med 380
km. i timen. Der er altid fuldfart på, og i konstant
udvikling. Det er spændende, og jeg sætter så meget pris på alle
de berigende dage og fantastiske aftener,
med de dejlige mennesker omkring mig. Når vi sidder i min
kærlighedsrus og snakker om livet, kan jeg
ikke lade være med at få kuldegysninger over, at mit liv faktisk
først lige er begyndt. Siden jeg flyttede i min
helt egen lejlighed, blev single efter år, blev 20 og startede på
en ny begyndelse, var det i sandhed en start.
Jeg har fået en masse nye venner, men har i særdeleshed også
fået styrket mange af mine barndomsvenskaber.
Det er svært at ladevære med at smile over tilværelsen, for
hvorfor skulle man ikke gøre det? Vi har det så skønt,
vi glemmer bare at elske de små ting i hverdagen. Jeg kan i hvert
fald ikke lade være at tørre smilet af mit ansigt,
hvor ulækkert det end lyder. Men når jeg sidder onsdag aften i
selskab med Jose og Maria, efter en velsmagende
middag, der er lavet i mit køkken, og humøret er på
det højeste (især over latterlige, latterlige ting),
dér tænker jeg over hvor lækkert det hele er. Hvor heldig jeg er.
Når jeg mandag aften, sidder med min pige
på Bang & Jensen og drikker en kop kaffe og snakker om livet,
alt for sent på en hverdag, fordi vi kan, kan jeg
heller ikke lade være med at være mere end tilfreds over
tilværelsen.
Om tyve dage, er jeg væk fra den travle hverdag og nyder en kold
øl under solen med min familie, og jeg
kan ikke vente. Mit liv bliver sat på pause, og jeg skal ikke
andet end at nyde, at jeg ikke skal lave en skid.
Det bliver så godt, og så velfortjent.
Hav en dejlig tirsdag, og HUSK at smil