7. marts 2011 - 20:11
Jeg forstår jer godt, når
i er interesseret i hvad der går og sker i mit liv. Ikke for at
lyde selvhøjtidelig eller noget,
kender bare godt dét med at man bliver helt nysgerrig, når en
blogger/person på facebook, whaatever whaaatever,
skriver om noget yderst dramatisk, men ikke rigtig uddyber det.
Sådan har jeg været meget i den seneste måned.
Jeg kom med mine storme af vredesudbrud og strømme af sørgelige
sætninger. Det røg bare ud af mig, selvom jeg
ikke rigtig forstod konsekvensen. At det var mange, der læste det,
og blev nysgerrige. Det er kun til at
forstå.
Så nu har jeg valgt at tale lige ud af posen. Ikke længere noget
mellem linjerne, i hvert fald i denne omgang.
Jeg vil ikke længere uddybe noget, det er bare så i også
forstår mig. Hvordan det gang på gang kan gøre ondt at
"fortælle" om. Fortælle gør jeg vel ikke, men hentyde til.
Mig og min familie havde en fantastisk rejse til Brasilien, men da
mig og min far kom hjem igen, fik vi en meget
forfærdelig opringning. Min mor, der stadig var i Brasilien med min
lillebror, fortalte os at kun var blevet konstateret
alvorligt syg. Det ramte os dybt, da hun for ti år siden fejlede
det samme, men gudskelov blev kureret. I ti år har
hun levet rask, men så rammer sygdommen igen vores lille familie.
Mig og min far var synderknuste. En masse
tanker for igennem vores hoveder. Min mor havde næsten lige været
til tjek på Rigshospitalet, men de havde ikke
opdaget noget. Det var rent held hun tog til sin læge i Brasilien,
der måtte konstatere at det ikke var helt OK.
Dagene gik og mig og min far havde det elendigt. Pludseligt en dag
fik vi en opringning fra en ven, der sagde at
min far blev nødt til at rejse tilbage - så det gjorde han. Diverse
skrækscenarier for igennem hovedet, som de jo
gør. Selvom mit liv var lidt i standby - Orkede ikke at gå på
arbejde, stå op, osv. Måtte jeg jo leve videre. Jeg
bloggede som vanligt, da jeg ved det ville sårer min mor at
boycotte hele min tilværelse. Jeg var alene her i DK,
men havde heldigvis en masse fantastiske mennesker omkring mig. Den
bedste ekstra familie og venner.
Min mor, far og lillebror kommer tilbage til Danmark og jeg
bliver overlykkelig for at se dem alle sammen.
Mit humør ændrer sig med ét, da jeg ser min mor. Hun er en stærk og
sej kvinde, der kæmper alt hvad hun kan,
og jeg har været ked af det uden grund. At se hende, ændrede bare
alt. Det hele skal nok gå, selvom kampen
ikke er slut endnu. Jeg er her for hende og resten af min familie,
og alt bliver godt igen lige om lidt.
Og nu starter jeg forfra, på det bedste arbejde af alle med søde
små unger og ber til gud hver dag og håber på
det bedste for mig og min familie :-). That's me and my story.
PS: Billedet er af mig og min skønne fantastiske
mor!