28. maj 2011 - 11:20
Det er meget surrealistisk for mig nu at være bolig ejer. 19
år og ejer allerede mit første hjem.
Lige siden jeg har været syv år gammel har jeg drømt om den dag
jeg skulle flytte hjemmefra.
Jeg tror jeg aftalte med fem-fire veninder at vi skylle flytte
sammen. Altså havde aftaler med dem
hver for sig. Men vi var små naive børnehaveklasse piger, og vi
var ikke klar over at man ikke bare
flytter ud i det rene luksus som det første. Men det føler jeg
alligevel sker for mig.
Da jeg kom hjem fra Brasilien i januar hungrede jeg simpelthen så
meget efter at "starte" mit eget
liv. Jeg har altid haft den idé om at det først er den dag jeg
flytter, jeg bliver voksen. Så begynder
livet. Barndommen er oprtinnet til det virkelig liv. Nu er det nu
det sker.
Som person er jeg meget tryg. Jeg kan godt lide at dem jeg holder
meget af er omkring mig.
(Det skulle man ikke tro, når jeg så gerne vil flytte, men det er
altså rigtigt nok :P).
Da jeg var lille boede vi en boligblok tæt på hvor vi gør nu. Jeg
har altid elsket den lejlighed.
Jeg kan generelt bedst lide at bo i lejlighed. Så det var da klart
jeg skulle flytte tilbage der til.
Også stadig tæt på mooooaaar og faaar, hæhæ :-)
Jeg var oppe og se den første lejlighed i april. Det var i den
samme opgang som jeg havde
opvokset i. Alt var perfekt. Eller idéen var i hvert fald. Der
skulle ikke laves særligt meget ved
lejligheden. Den var sådan set klar til at flytte ind. Jeg skrev
under på en købsaftale og tog til
London fredag morgen. Sælger ville skrive under om mandagen. Jeg
var overlykkelig i London,
var tæt på at skrive jer alt om det af ren begejstring, men så
skete der noget slemt.
Ejendomsmægler ringer til mig mandag og fortæller mig, der er en
der har budt over om søndagen....
Jeg bliver SÅ knust. Først troede jeg det var fordi "drømme
lejligheden" blev snuppet for næsen
af mig, men nu ved jeg det var idéen om at flytte, forventningen
om det, der var værst.
Jeg havde jo lige håbet. Lige skrevet under. Lige blevet
indforstået med at jeg skulle flytte.
Jeg havde forhelvede købt økologiske kokos-træ skeer i London til
mit smukke køkken.
Først der blev jeg virkelig utålmodig. Var ude og se på lejlighed
på Nørrebro, velviddende
om det var en skidt andelsforening, dårlige naboer og måske heller
ikke så smart med den
stue etage. Men jeg var forelsket i tanken, så spurgte banken til
råds. De afslog, den var for
farlig at satse sine penge på.... Knust igen.
Tilbage til min barndomsblok. Op i en lejlighed som også var
mægtig fin. Havde ikke de vilde
følelser i kroppen, da jeg var bange for at blive skuffet endnu
engang. Uden rigtig at føle noget
for det byder jeg et lidt ligegyldigt beløb, der er under
købsprisen. Ejendomsmægler ringer og
siger at Sælgers bank har afslået tilbuddet, og om vi ikke kunne
tage prisen lidt længere op.
... (Hader ejendomsmæglere) Nej tak.
Tilbage i januar. Min far siger jeg skal kigge på en lejligheden i
barndomsblokken, der er billig,
men til gengæld en lejlighed, der skal laves en hel del
ved. Altså en helt tredje lejlighed.
Men på daværende tid nægtede jeg. Jeg ved ikke hvorfor, men
jeg ville hellere flytte ind i noget,
der var nogenlunde klar.
Efter nederlaget med den lejligheden hvor banken afslog prisen,
opgav jeg en lille smule.
Jeg var træt af rutsjebanen. Glædes susset man fik, når man trådte
ind i sit måske nye hjem,
og nederlaget man fik, når det alligevel ikke blev til noget. Jeg
var træt, men ringede alligevel
en sidste gang til lejligheden min far SÅÅÅ gerne ville have jeg
kiggede på i boligblokken.
Det var sælger selv, som jeg fik fat i. Ikke en skide
ejendomsmægler som ikke kendte til en skid.
Vi aftale at mødes dagen efter kl. 12.
Jeg tog min daværende kæreste med. Og vi tog hen og så den, uden
nogen forventninger, uden
noget som helst. Det var sælger der viste den frem. Hun kunne
svarer på alle spørgsmål, hun
vidste hvordan naboerne var, om kabel-tv var indkluderet og
hvordan chippen til vaskeriet fungerede.
Det hele var meget mere ægte. Hun havde boet der i ti år, imens
hun læste, men da hun fik sin
søn, måtte den lille familie flytte til noget større. Noget alá
det jeg havde forstillet mig.
Imens jeg gik rundt og kiggede på lejligheden, der var slidt - men
med enormt meget potientale,
fik jeg en varm følelse i kroppen. Det her var sgu ægte. Det var
her jeg skulle bo.
Maj måned var nervepirrende. Der gik dage imellem jeg havde budt,
til hun gav hendes bud på
hvordan det skulle være, til jeg igen sagde mit endelige bud. Vi
endte med et tal vi begge blev
enige om, nu skulle papirerne bare ordnes. Næsten ikke til at
forstå!!
I må have undret jer over alle de skåle og æggebagere jeg købte,
men jeg kunne jo ikke fortælle
den fulde sandhed. Ikke før jeg havde nøglerne i hånden. Det havde
jeg lært ;-)
Men nu har jeg endelig nøglerne til mit nye hjem. Efter denne
lange rejse. Det føles så godt.
Tænk at jeg har så mange muligheder med mit hjem, jeg fik en
rigtig god pris for lejligheden,
så jeg har penge til at gøre det til mit personlige hjem, i stedet
for at flytte ind i et andet menneskes
hjem, med dén persons idéer. Nej - jeg bestemmer selv om gulvene
skal være hvide, om der skal
være tapet på den ene væg, hvilken farve bordpladen skal være i
køkkenet. Alt er op til mig.
Med hensyn til hvordan jeg har fået råd til det hele. Jeg er så
heldig at have nogle forældre, der
har givet mig en god del af lagkagen, men resten har jeg skam selv
sparet op (plus selvfølgelig
lån i banken - som i øvrigt var sååå nervepirrende også, puha. Man
får jo næsten kun lov til at
låne penge i disse dage, hvis man næsten ikke behøver
penge)
... Så det er historien :-D:-D:-D