The Sunshine Project

Jeg er som skrevet i Indien for at arbejde frivilligt på et form for børnehjem. Jeg synes, at det var en god ting at bruge tiden i mit sabbatår på, for man gør virkelig en forskel for børn, som har brug for det og efter to uger på børnehjemmet, må jeg sige, at det bestemt også er givende og gør en forskel for mig personligt!

Børnehjemmet hedder "The Sunshine Project".  Det er en skrædder/designer ved navn Kuku som har grundlagt det med sin kone. Det ligger derfor i den bygning, hvor hans skræddere også arbejder. Børnene har således et rum at være i, og skrædderne har et andet rum. Når du har bevæget dig gennem de små smalle indiske stræder, forbi cykler overpakket med varer og med ledninger hængende over hovedet ankommer du til "The Sunshine Project".

Først går du op af en trappe, og for enden bliver du mødt af et stort rum, hvor alle pludselig kigger op mod dig, smiler, vinkede og siger: godmorning ma'am. Det er en stor del af de 143 børn, som er på stedet om dagen. Og man kan ikke gøre andet end at smile igen. Alle børnene kommer fra slummen og er vokset op med at tigge på gaden for at få råd til aftensmaden. Men hvis børnenes forældrene er vllige til at lade deres børn blive en del af projektet, sørger han/projektet for mad, skole, blyanter og viskelæddere. Men om vi forstår det eller ej, er det svært at "overtale" forældrene til at fjerne deres børn fra gaden og i stedet give dem noget struktur og en uddannelse. De fleste fædre plejer at sige til Kuku: "Hvis jeg ikke engang ved, hvad jeg og min familie skal have til aftensmad i aften, kan jeg ikke forholde mig til, hvor mit barn er om 10 år". Kukus svar: "Vil du så have at dit barn skal leve som dig og kæmpe for at få råd til lidt mad hver dag, hvis nej, lader du dem blive en del af projektet og giver dem en uddannelse". Det plejer at virke...

Til højre for børnenes rum ligger Kukus kontor. Han er en travl mand, fordi han skal sørge for sin skræddervirksomhed og 143 børns uddannelse. Kukus filosofi er, at børn skal have lov til at være børn. Derfor vil han sørge for deres skole, så længe forældrene holder dem væk fra gaden. Og børnene ændrer sig, når de kommer til projektet. I skal forestille jer, at når de tigger på gaden, er de blevet "opdraget" til at se meget slidte ud, og især når de ser udlændinge. Det er meget barsk, men nogle bliver endda gjort handicappede med vilje. På børnehjemmet, vil Kuku gerne have, at de skal lære om ligeværd. Børnene lærer altså at vise sig fra deres bedste side, når de er sammen med andre mennesker. Børnene kan således gennem projektet gå i skole og bagefter komme til børnehjemmet og få lektiehjælp, lære om hygiejne, hygge og få mad. Han vil dog ikke have, at de sover der, da han også mener, at forældrene skal tage et ansvar, og børnene skal stadig have et forhold til deres forældre. Allerede efter mit første møde med Kuku, vidste jeg, at han er et fantastik menneske. Al den energi han ligger i arbejdet med børnene, er beundringsværdigt. Som skrevet mener han, at børn skal være børn, og derfor skal intet foregå med tvang, så børnene kommer af sig selv til stedet - og de sidste 2 år er ingen børn blevet væk! Dog er det normalt at der efter hver sommerferie, er børn som ikke kommer igen, da de for eksempel er blevet sendt på landet for at arbejde. Projektet arrangerer også andre arrangementer for børnene. Da mange af børnene ikke ved, hvornår de har fødselsdag, holder de en stor fødselsdagsfest om året. SIdste gang var børnene inviteret på MacD, hvilket havde været en kæmpe oplevelse for dem!

Hvis du går endnu en etage ovenpå, har de har et klasselokale til ekstra undervisning af de store børn. Børnene er meget søde, og de elsker at tegne og snakke:) Deres ansigter lyser op i smil, hvis man taler med dem, eller bare giver dem lidt opmærksomhed - de er bare så taknemmelige, og så bliver man det også selv!